/\

ANNONCE

Foto: Magnus Liam Karlsson

Mennesker

Petter den store - 12 timer med Stordalen

Som en af Skandinaviens førende iværksættere lever nordmanden Petter Stordalen op til sit navn. Vi tilbragte en dag i hælene på vores gæsteredaktør og fandt ud af, at han i en alder af 55 er blevet stadigt mere interesseret i den arv, han efterlader sig.

08.32
Arlanda lufthavn

"Han er det bedste, jeg nogensinde har fået fra Sverige."

Petter Stordalen klapper sin hund, schæferen Öbbe, og beordrer den til at sætte sig et par meter væk. "Jeg vil ikke lære den at hilse på alle og enhver, vi møder," forklarer han.

I betragtning af dagens stramme plan er det nok en god idé. Men Öbbe er ikke tilfreds og rejser sig snart efter og sætter sig tættere på sin herre.

Den norske hotelejer, kunstsamler og filantrop er lige landet i Stockholm til en hel dag med møder. Men hans morgen begyndte meget tidligere, da de to – Stordalen og Öbbe – stod op kl. 4 for at tage en cykeltur nær Stordalens hjem på øen Bygdøy i nærheden af Oslo. Den endte med et grimt styrt.

"Jeg kører hurtigt, med musik i ørerne. Jeg kommer til en iset skovsti og bemærker til min glæde, at den er gruset. Jeg tænker: livet er perfekt! Oslo fungerer! Lige der kommer jeg til en kurve, hvor der er masser af grus, der blokerer vejen. Jeg rykker i bremserne og ryger direkte på røven. Öbbe følger efter og falder oven på mig. Så det var en skøn morgen," siger han. Hans sans for humor er i hvert fald intakt.

Før Stordalen ankommer til Stockholm, har han nået at deltage i et telefonmøde og gennemgå sine virksomheders nøgletal, noget han gør hver morgen kl. 6.15. Efter dagens fire møder venter en optræden på Skavlan, Skandinaviens førende talkshow. Til sidst flyver han til Malmø. 

'Vi lever i de bedste samfund i verden, og det er noget, jeg gerne vil holde fast i. Det er ikke politik. Det er almindelig sund fornuft'

"En helt typisk dag i mit liv," siger han.

Stordalen er i Arlanda for at få en opdatering på sit seneste byggeprojekt, et Comfort Hotel med 500 værelser lige ved siden af Terminal 5 med forventet åbning i 2020. Klædt i en lang militærjakke går han rundt 10 meter foran alle andre på byggepladsen og ligner en general, der holder øje med slagmarken. Han peger over mod sit andet hotel her, Clarion, og forklarer, at han gerne vil have en overdækket gangbro opført mellem de to hoteller.

"Det kan virke som en lille detalje, men det gør en stor forskel, især på en dag som i dag," siger han og kigger rundt på den iskolde lufthavn. Stockholm ligger badet i en kold vintersol, nyfalden sne har dækket jorden og temperaturen er faldet til -7 °C.

Inde i skurvognene serveres varm kaffe og svenske kanelboller, mens Senior VP for Comfort Hotel Anna Spjuth og projektleder Fredrik Palmgren viser ham de nyeste tegninger fra tegnestuen BAU. Selv om det er et budgethotel, skal det nye Arlanda Comfort stadig have smart interiør og serviceydelser såsom morgenmadsposer, der er små nok til at man kan tage dem med gennem security, og en "easy working lounge", et område med midlertidige arbejdsstationer.

Ideen bag det nye hotel er enkel. De fleste lufthavne tilbyder hoteller til forretningsrejsende, men ikke specielt til familier eller par.

Stordalen inspicerer byggepladsen på Comfort Hotel Arlanda, der åbner i 2020. Foto: Magnus Liam Karlsson

"Hvor mange mennesker kan der være i et fly? 480? 20 rejser på første klasse, og yderligere 60 på business class. Resten har ingen indkvarteringsmuligheder, når de står i terminalen, ikke noget, som er økonomisk overkommeligt, og stadig af høj kvalitet. Men behovet er der," siger han.

Gennem de sidste to årtier har Petter Stordalen opbygget Nordic Choice fra en kæde på otte hoteller til i dag et konglomerat med 190 enheder i Norden og Baltikum med 16.000 medarbejdere. I samme periode er han blevet en berømthed, ikke mindst takket være de halsbrækkende stunts, han kan lide at opføre, når han ønsker at give sine hoteller opmærksomhed i medierne. Hans hotelåbninger er legendariske – da Clarion Arlanda åbnede her i 2013, lod han en helikopter sætte sig af på taget og gik ned ad facaden med hovedet først, dog fastgjort med wirer. Han er trods alt ikke Spiderman. 

Virksomheden er blevet Stordalens livsværk, og hans eventyrlystne, engagerende personlighed er afspejlet i dens kultur, hvilket Anna Spjuth bevidner, da de to stiller op til fotografering på den snedækkede byggeplads.

"Virksomhedskulturen er meget varm, og vi har en masse sjov. Han tror på os, og det får os til at tro på os selv," siger hun.

10.45
E4

"Jeg bliver aldrig stresset. Det hjælper mig ikke."

Petter Stordalen er forsinket, men det skal ikke få lov at forstyrre hans humør. Turen til Stockholm tager 40 minutter – tid, som han bruger effektivt i kraft af sin kommunikationschef, Kenneth Hultgren, der sidder foran og skal besvare et hav af spørgsmål. Hvor skal han bo i aften? Hvornår er Skavlan-optagelsen? Er der tid nok til at ringe til en mægler angående den 10-årige valutaswap? De fleste i Skandinavien kender Stordalens image som en excentrisk, energisk milliardær. Men hvem er manden bag brandet? Er han virkelig på hele tiden? Indtil videre er der ikke noget, der tyder på det modsatte.

Talkshowfolkene ringer vedrørende et researchinterview forud for aftenens show. For at gøre tingene lettere har Stordalen givet dem adgang til sin personlighedstest. De er overraskede over resultaterne, som viser, at han gerne vil undgå konflikter. Hvordan er det muligt for en succesfuld forretningsmand? Hotelejeren fortæller, at det har han vidst om sig selv i lang tid.

"Jeg er den type, der vil have, at alle skal være tilfredse. Alle behøver ikke at være enige, men de skal have mulighed for at sige deres mening og føle sig inddraget. På den måde er alle ombord, når der træffes beslutninger. Det er derfor, jeg arbejder så godt i Sverige."

En sjælden stund med tid til eftertænksomhed mellem møderne. Foto: Magnus Liam Karlsson

11.15
Hobo hotel

"Du var Norges bedste jordbærsælger. Nu er du skandinavisk hotelmagnat."

Alexa ved præcis, hvem Petter Stordalen er. Denne "intelligente personlige assistent", en enhed udviklet af Amazon, er blevet hacket af teamet hos eBerry, Nordic Choices digitale innovations-startup, for at besvare Stordalens spørgsmål. I fremtiden kan den svare på hotelgæsternes mest stillede spørgsmål i stedet, siger CEO Lisa Farrar. Hun møder Stordalen på Hobo Hotel for at fortælle ham om sit teams seneste nyskabelser.

'Jeg er den type, der vil have, at alle skal være tilfredse. Det er derfor, jeg arbejder så godt i Sverige'

I dag har alle brands brug for en fortælling, og Stordalen har haft god succes med at opbygge sin. De fleste har hørt, hvordan han vandt navnet som Norges bedste jordbærsælger – men hvis du ikke har, så lad os genopfriske. Da Petter Stordalen var 12 år gammel, sendte hans far, som ejede et supermarked i hjembyen Porsgrunn, ham ind på markedet for at sælge jordbær. Han solgte ikke ret mange og klagede over, at hans fars bær var mindre og grønnere end de andre sælgeres. Hans far svarede: "Du skal sælge de bær, du har, for det er de eneste bær, du kan sælge." Denne lektion, døbt jordbærfilosofien, blev hans metafor for at få mest muligt ud af det, man har.  

Indtil videre ser konceptet ud til at fungere. Nordic Choice er i øjeblikket ved at bygge et nyt hotel med 600 værelser i Kastrup Lufthavn. Der er yderligere tre i pipelinen i Oslo, et af dem et boutiquehotel i den ikoniske bygning for Den Norske Amerikalinje fra 1919, som i øjeblikket bliver renoveret og skal åbnes i 2019.

Nogle af dem bliver udstyret med den elektriske muskelstimulator, en ny træningsenhed, som hotelejeren er ved at teste nu. Til alles glæde tager han sin skjorte af midt i lobbyen – og afslører et stort jordbær, logoet for hans firma Strawberry Holding, tatoveret på højre side af overkroppen. Han tager en træningstop på og begynder at træne.

"Av, av! Det gør ondt," stønner han og flasher sit karakteristiske, brede smil over for de omkringstående.

Lisa Farrar, CEO i eBerry, giver Stordalen et overblik over en elektrisk muskelstimulator, en træningsenhed, man kan støde på i Nordic Choice-hoteller i fremtiden. Foto: Magnus Liam Karlsson"På en skala fra 1 til 10 er jeg på omkring 3-4. Lisa er på 9. Men det handler ikke om, hvorvidt jeg kender til dem – det handler om, at Lisa kender til dem, og at jeg forstår, at de er vigtige," siger han og fortsætter med at teste et augmented reality-program på Farrars iPad. Her kan du undersøge værelser og offentlige områder i hoteller, før du booker. Der bliver også fremvist et par VR-briller. Med dem på kan man indrette værelserne ved at ændre farven på tapetet.

Med eBerry ser man også på blockchain, en teknologi, der kan hjælpe virksomheden med at vinde bookingerne af deres egne hotelværelser tilbage fra aggregatorgiganter – indsamlingsprogrammer – som hotels.com og Expedia. 

Ikke alle de gadgets og tjenester, som eBerry udvikler, når i sidste ende ud på markedet. Men det er alt sammen en del af planen. I jordbærfilosofien spiller fejl en væsentlig rolle.

"Hvis din chef laver mange fejl, er det okay at lave et par selv. Jeg mener, jeg kan jo ikke engang køre på cykel," siger han, og tilføjer: "Når man bevæger sig ind på et nyt område, skal man acceptere, at man kommer til at lave fejl. Hvis ikke man gør det, er man nok ikke gået langt nok."

12.04
Restaurang Tak

"Tog Petter sin skjorte af? I vores lobby?"

I en brøkdel af et sekund ser Jennie Håkanson, CEO på det fornemme hotel At Six, meget bekymret ud – indtil hun får at vide, at det foregik på Hobo, det mere afslappede af de to Stordalen-steder på Brunkebergstorg i det centrale Stockholm. Begge åbnede for et år siden, og hvor Hobo retter sig mod et hipster- og bohemepublikum, har At Six en mere raffineret og avanceret profil. Komplekset er et af de største i Skandinavien med en omsætning på 500 mio SEK. Med 14 forskellige restauranter og barer kommer halvdelen af salget fra mad og drikkevarer, noget som fremhæver betydningen af og potentialet i den type faciliteter for succesfulde hoteller i dag.

"I fremtiden vil halvdelen af vores gæster ikke sove på vores hoteller. De vil bare hænge ud i dem," siger Stordalen, mens han går om bord i en vegetarsandwich lavet af kokkene på Tak, hans første selvstændige restaurant.

Tak, der ligger på tagterrassen på At Six, er et af hans mest ambitiøse projekter til dato. I 2014 erhvervede han det 30.000 kvadratmeter store sted for næsen af 75 internationale aktører og udviklede det, han kalder "det mest ambitiøse byplanlægningsprojekt i Stockholm siden 1960'erne." Han er opsat på at sætte sit præg på de byer, hvor han er aktiv – skabe nye knudepunkter for interaktion og kreativitet.

En frokost med masser af grin sammen med Frida Ronge, Taks kulinariske leder, og Mattias Stengl, direktør på Hobo Hotel. Foto: Magnus Liam Karlsson

 

 

 

"Brunkebergstorg er helt afgjort et byplanlægningsprojekt. Pladsen er gået fra at være et område med prostitution og narkohandel til et område, hvor folk nu sidder og arbejder på deres bærbare computere og drikker kaffe," siger han.

Håkanson og hendes team, bl.a. den anerkendte kok og Taks kulinariske leder Frida Ronge, opdaterer ham om næste fase af udviklingen. Spotify er ved at etablere deres hovedkvarter i bygningen, og til maj åbner tagetagen med en ny identitet. Der vil være drinks og mad, men også yoga, en udendørs biograf, levende musik og VM-fodbold på storskærme. Stedet får kapacitet til 3.000 mennesker, siger Ronge.

"Det burde ikke være umuligt at få plads til 5.000," afbryder Stordalen.

Inden han går videre, opfører han et typisk Stordalen-øjeblik og springer op på et snedækket betonbord på terrassen for at stille op til fotografering. Under ham ligger Stockholms kirketårne, rådhuset og kongeslottet for hans fødder.

13.14
Nordic Light Hotel

"Velkommen!"

Hoteldirektør David Bergling står på den travle Vasagatan, klædt i en hvid natskjorte. Han ved, at et usædvanligt første indtryk kan være med til at få Stordalens blåstempling, og det er derfor, han har valgt at tage den hvide knælange skjorte, fremstillet af hotellets kasserede lagener, ud over sit almindelige tøj. 

Nordic Light-direktør David Bergling tager imod Stordalen på gaden, klædt i natskjorte, før han viser ham omkring i det renoverede hotel. Foto: Magnus Liam Karlsspm

I bilen har Stordalen lige fået en briefing om Bergling, som han aldrig har mødt før. Før han begyndte hos Nordic Choice i september, arbejdede han med Ett Hem, Stockholms mest hypede hotel de seneste år.

–"Jeg ansætter kun folk, der ved mere end mig. Jeg er mere interesseret i deres personlighed end deres CV. Uden lidenskab bliver man aldrig god, uanset hvor teknisk fremragende man er." 

Bergling viser os rundt i værelserne, mens Stordalen nikker godkendende. Da Nordic Light åbnede for 18 år siden, var det et af byens hotspots, men gennem årene har det mistet noget af sin glans. Nu er de canadiske arkitektfirmaer +Tongtong og Todd Saunders blevet inviteret til at retablere interiøret, og det har resulteret i værelser, der er beklædt med aske og indrettet med skandinaviske klassikere fra møbelproducenter som Carl Hansen & Søn.

Da vi forlader en af suiterne, lyder en stemme.

”Petter! Jeg vil have et kram!"

Rengøringsassistent Lorna Mantilla står i døråbningen til et hotelværelse med sit forklæde og et stort smil. Stordalen er ikke den, der siger nej til en krammer, så han går hen og omfavner sin medarbejder.

Mantilla kommer oprindeligt fra Filippinerne og har arbejdet for virksomheden i 17 år.

"Der arbejder 177 forskellige nationaliteter i virksomheden. Vi er hotelbranchens FN," siger han, da han vinker farvel til hende.

Siden han arbejdede som jordbærsælger på Porsgrunn torvemarked har Stordalen samlet en stor formue – Strawberry Holdings nettoværdi blev for nylig anslået til 25,7 mia. SEK. Som succesfuld iværksætter er han usædvanlig derved, at han ikke har noget imod at betale skat. Tværtimod er han fuld af lovord om den nordiske velfærdsmodel.

"Jeg vil udøve en ny og mere bæredygtig form for kapitalisme. En, der tager ansvar. Nordic Choice skal ikke bare være der for min skyld, men også for medarbejdernes og samfundets," siger han.

"Det er vigtigt at besvare de spørgsmål, samfundet stiller, for eksempel hvad angår de nyankomne flygtninge. Det bør ikke gøre nogen forskel, om man hedder Ali eller Ole, om man er fra Småland eller Thailand. Det første skridt på vej mod integration er at få et job. Selvom man aldrig har haft et og ikke kan tale sproget, kan man lære det ved at arbejde for os."

Har han altid haft det sådan?

"Nej, jeg har ændret mig gennem årene. Jeg har indset, hvorfor alle de nordiske lande scorer så højt inden for innovation. Prøv at google 'verdens bedste lande', og de fem nordiske lande er altid i top ti. De er mest produktive, har det højeste BNP pr. indbygger, mest udviklede demokrati, mindst forskel mellem rig og fattig. Vi lever i de bedste samfund i verden, og det er noget, jeg gerne vil holde fast i. Det er ikke politik. Det er almindelig sund fornuft."

'Jeg ansætter kun folk, der ved mere end mig. Jeg er mere interesseret i deres personlighed end deres CV'

Hans telefon ringer. Da han ser, det er datteren, forklarer han, at han altid tager telefonen, når hans børn ringer, og svarer med et energisk "Hej Emilie!" Hun glæder sig over noget, og han råder hende til at pakke varme tøj. Det viser sig, at den 25-årige Emilie lige har spist frokost med den amerikanske livsstilsdronning Martha Stewart og har modtaget en invitation til at rejse med hende til Svalbard.

Stordalen taler varmt om sin datter og de andre børn – Jakob, 23, og Henrik, 20, – som for nylig overtog ejerskabet af Strawberry Holding.

Selv beholder han kontrollen over virksomheden, men virker til at være glad for, at næste generation er klar til at træde til.

"Jeg er en 55-årig hvid mand. Jeg har ikke længere nogen revolutionerende ideer," siger han, da telefonen ringer igen. Denne gang er det hans kone Gunhild – en anden person, hvis opkald altid bliver besvaret.

Møderumsmedarbejder Lorna Mantilla på Nordic Light. Foto: Magnus Liam Karlsson

17.32
SVT

"Er det Petter?"

Fredrik Skavlan er ved at optage en teaser til denne uges program i den lyseblå gang hos Sveriges public service-station SVT, da han hører en velkendt stemme. Stordalen dukker op, og de to berømte nordmænd giver hinanden et stort kram, der er deres vikingeforfædre værdigt.

Iværksætteren har skiftet jakkesættet fra tidligere i dag ud med et par stramme, sorte læderbukser, cowboystøvler og en militærjakke med guldbroderi. Den svenske sanger Tove Lo er rockstjernen i aftenens show, men Stordalens outfit leder uvægerligt tankerne hen på 1980'ernes Michael Jackson.

Øjeblikke senere, mens han venter på Skavlans cue, tager han en dyb indånding ved bagindgangen til studiet. Hans yndlingssang, Darius Rucker's "Wagon Wheel", strømmer ud fra højttalerne backstage. Dagen er næsten slut – tilbage er kun lige en optræden foran et publikum på flere millioner. Han viser ingen tegn på træthed, men efterhånden som viserne på uret i studiet nærmer sig 20.00 og optagelserne trækker ud, meddeler Kenneth Hultgren folkene, at hans chef gerne vil i gang snarest muligt.

"Det har været en lang dag," siger han.

Da han omsider kan forlade studiet, giver Stordalen alle et knus og hopper ind i en ventende Mercedes, der suser ham ud til lufthavnen, et fly til Malmø og en seng på et Nordic Choice-hotel.

I morgen er der atter en dag – en dag, som for Petter Stordalen og Öbbe sandsynligvis begynder med en cykeltur kl. 4.00.

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk