/\

ANNONCE

Plakater af Otto Nielsen
Plakater af Otto Nielsen

Fly

Vintagedesign fra SAS er hotte samlerobjekter

Stofservietter og champagneglas. Brochurer, menukort, foldeknive, askebægre og spil. Plastbestik, bordservice og gardiner. Det er blot nogle af de SAS-genstande, der er blevet designet af en række af SAS’ største talenter i årenes løb.

Mikael ÖqvistMikael Öqvist ved alt, hvad der er værd at vide om SAS-design og er inkarneret samler af flyselskabets memorabilia og andre samlerobjekter. Hans far, Tage Öqvist, arbejdede som flynavigatør for SAS, og den yngre Öqvist beskriver sig selv som en rigtig SAS-knægt, der voksede op i Bromma, hvor Stockholms største lufthavn lå inden jetalderen, og hvor mange SAS-medarbejdere slog sig ned med deres familier. Det var dog først som voksen, at Öqvist begyndte at samle på SAS-memorabilia. Hans samling begyndte med et modelfly, som han købte af en gammel ven, hvis far også havde arbejdet inden for luftfart.

“Det var en udstillingsmodel fra et rejseselskab af samme slags, som vi legede med hver dag derhjemme som børn”, siger Öqvist. “Det var en DC-6B, som var gennemskåret, så man kunne se, hvordan den så ud indvendigt”.

Det blev startskuddet til hans samlerinteresse, som i dag omfatter enhver tænkelig afkrog af SAS og har ført til en samling på over 3.000 SAS-genstande med alt fra modelfly til komplet bordservice.

SAS blev grundlagt i 1946, kort efter anden verdenskrigs afslutning. Dengang oplevede Sverige et økonomisk boom, og det nye flyselskab benyttede sig af flere kendte designere. Det betød, at genstandene fra SAS var meget attraktive, og lige fra starten tog passagerne ikke kun deres små gratisgaver med hjem, men også glas fra Orrefors, bestik i rustfrit stål og plastiktallerkener designet af Sigvard Bernadotte. Med årene er disse SAS-genstande gået hen og blevet brandvarme samlerobjekter. Alt, der var associeret med flyselskabet, var førsteklasses design – selv på økonomiklasse – og hvis man fløj med SAS og fik en skopose eller et vaskesæt med hjem, så blev de gemt. Det betyder, at der i dag findes et enormt udbud af samlerobjekter på markedet.

“Jeg er fascineret over, hvor flot alt deres markedsføringsmateriale var”, siger Öqvist.

Alt havde et gennemtænkt grafisk design: plakater, brochurer, tidsplaner, menukort. Alt var farvestrålende og trykt på papir af en fantastisk kvalitet”.

Den danske illustrator Otto Nielsen er en af Öqvists favoritter, og det er lykkedes ham at opspore signerede skitser og endeligt illustrationsmateriale til SAS’ reklamekampagner.

En hurtig søgning på eBay viser, at Nielsens plakater fra 1950’erne og 60’erne er nogle af de dyreste af de mange hundrede SAS-genstande, der er til salg.

Stig Lindberg, en af Sveriges mest berømte designere, arbejdede også for SAS. Han var aktiv på mange områder og arbejdede blandt andet som keramisk designer, glasdesigner, tekstildesigner, industriel designer, maler og illustrator. Det var en af Lindbergs smukke tekstilkreationer – et mønster med grønt i bunden, som fik navnet Melodi – der blev brugt til de første gardiner på SAS’ langdistancefly.

Melodi er et af de mønstre, som den svenske tekstilfabrikant Ljungbergs Textil valgte at inkludere i sin retrokollektion for et par år siden.

Mad var et andet område, hvor man gjorde sig store anstrengelser, ligesom man gør i dag. Öqvist forklarer, at langdistanceflyvningerne over Nordpolen til Los Angeles og Tokyo tog op til 32 timer. Det betød, at der var god tid til at spise. Stjernekokken Tore Wretman komponerede specialmenuer, og SAS trykte sågar en lille kogebog med de 12 bedste flyopskrifter fra ham og Pernilla Tunberger, som var en berømt madskribent og kogebogsforfatter. I forordet udtrykker de en forhåbning om, at opskrifterne vil vække herlige minder om tidligere flyrejser, og at passagerne måske vil forsøge at genskabe de samme retter derhjemme.

Lindberg designede luksuriøs service med guldkant, som blev fremstillet af Gustavsberg til jomfruflyvningen over Nordpolen i 1957. Tallerkenerne blev matchet med Samba-glassene med luftboble i foden, som Vicke Lindstrand designede for Kosta i 1944.

Stig Lindberg’s tableware designed for SAS’s first flight over the North Pole in 1957.

“Glassene med boblen blev muligvis valgt for at symbolisere Nordpolens is, som man fløj hen over”, siger Öqvist.

Det første jetfly, SE-210 Caravelle, blev leveret i 1959. Det var dobbelt så hurtigt som de tidligere propelfly. I forbindelse med idriftsættelsen afholdt SAS en konkurrence i samarbejde med svenske, danske og norske kunsthåndværksforeninger. Nordiske designere blev inviteret til at designe en ny serie bestik.

Vinderen blev den svenske sølvsmed Sigurd Persson. Bestikket fik navnet Jetline, og juryen var så imponeret, at Persson også fik til opgave at designe en serie plastikbestik.

Det næste sæt bestik fra SAS landede næsten 10 år senere, i 1968, da man indførte nye procedurer for servering af mad om bord. Bernadotte fik til opgave at designe en serveringsbakke, der var halvt så stor som sin forgænger og havde færre stykker bordservice, men en højere funktionalitet. Oplægget lød desuden, at han “ikke må gøre udseendet for attraktivt”, eftersom der var så mange passagerer, der smuglede bordservicen med hjem i tasken. På trods af dette sælger bestikket altid godt på auktioner.

I dag holder designet hos SAS det samme høje niveau som før i tiden. Den seneste bestikserie af mange så dagens lys i 2001. På SAS Business serveres der drinks i glas fra Orrefors designet af Gunnar Cyrén. Glassene er en bearbejdning af Nobel-serien, som han designede i 1998, men modificeret til at opfylde luftfartsbranchens krav. Servicet er skabt af Ursula Munch-Pedersen

Tekst: Ida Magntorn

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Book flybillet

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk